Skælskør Rytmiske Kor er et rytmisk kor fra Vestsjælland på ca. 45 sangere, fordelt på 5 stemmer og en ligelig fordeling af både mænd og kvinder.
Vi slider i det, og vi prøver hele tiden på at optimere os selv. Men vi gør det ledsaget af en god sund latter. Og vi elsker at underholde vores publikum med både god stemning og sang og musik.
Udover vores ugentlige øveaften, torsdag, arrangerer vi øveweekender og øvelørdage – både med egne og eksterne undervisere. Vi har i de sidste par år også inviteret andre kor/sangere til fælles Rytmisk Kortræf i Pakhuset i Skælskør. Vi tror på, at man synger bedst i trygge rammer, og vi vægter derfor fællesskabet højt.
En gang om året præsenterer vi musik fra hele det vestsjællandske område i vores stort anlagte show, Vilde Vestsjælland. Her medvirker vi selvfølgelig selv, sammen med et bredt udvalg af lokale bands og solister.
Korleder Lars Kristian Sørensen og pianist Anne Steen Hansen får med engagement, humor, entusiasme og faglig dygtighed det hele til at gå op i en højere enhed.
Vi giver gerne koncerter til alle lejligheder og har både et julerepertoire og et mere bredt repertoire. Vi øver hver torsdag fra 19.00 – 21.30 i musiklokalet på Skælskør Skole.