Alle indlæg af Lars Kristian Sørensen

Øvning i aften d. 3/10 2025

Kære kor

Jeg håber, at I har fået lyttet øvefilerne fra sidst godt igennem.

Det har jeg i hvert fald. Og der er stadig meget, der kan (og skal) arbejdes med.

Derfor må vi have endnu en omgang med “Overgir mig…” som centralt omdrejningspunkt i aften. TV2 må vente lidt endnu.

Vi bruger dog ikke så lang tid på den som sidst. Men noget, der især skal kigges på er udtale af tekst – og så i det hele taget den lange sammenhæng i satsen.

Går alt som forventet, så holder vi en lidt tidlig kaffepause, for så at synge frit fra leveren bagefter.

Jeg skal dog lige af med et lille hjertesuk, som Jan også har skrevet ud om til jer i dag:

Husk at melde afbud, når I ikke kan komme. Vi har for mange “uheld” på den konto. Afbud til øveaftner skal gives til mig i god tid, enten på sms, mail eller telefon. Ikke på Facebook eller andre sociale medier. Og heller ikke via stedfortræder, der medbringer afbudet på selve øveaftenen.

Lad os lige få rettet lidt op på det.

Vi ses i aften, hvor vi jo efterfølgende skal til “slukefter” hos Lone og Jan på Jernbanevej 9 her i Skælskør.

Vi ses i aften.

Kh Lars

Øvning og åbent hus i aften (d. 12/9 2025)

Kære kor

I aften har vi åbent hus for nye interesserede.

Egentlig lidt underligt, da der jo kom fire nye sidste gang. Men det er faktisk i aften, det i virkeligheden er.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvor mange der kommer. Men med sidste torsdag in mente, kunne man måske godt forestille sig, at vi ikke nødvendigvis bliver overrendt.

What to do? Jeg har både en plan A og en plan B med i tasken.

Plan A: Der kommer faktisk nogle nye…

Velkomst
Opvarmning
Kort øvning af “Overgir mig langsomt.”
Tidlig pause
Bred præsentation og sang fra repertoiret

Plan B: Der kommer ikke nogen…

Opvarmning
Øvning af “Overgir mig langsomt” indtil satsens slutning
Almindelig pause
Almindelig afslutning

Vi må se, hvad der sker…

Hilsen Lars

Øvning d. 5/9 – tilstedeværelse i musikken

Kære kor

I aften bliver en lidt anderledes slags øveaften.

Anne har fri, og sæsonens to første øveaftners forsøg på at indøve “Overgir mig langsomt,” er ikke helt gået som forventet, da vi begge gange kun har været ca 2/3 af koret fremmødt.

Det er der sikkert mange gode grunde til, men det betyder også, at “Overgir…” ikke er sikker nok til at kunne blive øvet videre på, enten a capella eller med guitar i stedet for klaver.

I stedet arbejder vi i aften med temaet “Tilstedeværelse i musikken” med udvalgte nedslag fra repertoiret.

Mærker du dig selv, når du synger?

Rammer du sangens essens?

Kommer du ud over scenekanten?

Dette og meget mere vil vi blive klogere på i aftenen udgave af øvning med Skælskør Rytmiske Kor.

Vi ses!

Kh Lars

NB: Husk efterfølgende “slukefter” hos Anette på Grendalsvej 19.

Kontingent 2. halvår 2024


Kære alle sammen, så er det tid for at betale kontingent for 2. halvår 2024.
Beløbet er 950,- kr.
I bedes indbetale det på Reg.nr. 6150 konto 1258398.
HUSK at skrive navn på indbetalingen.
Beløbet bedes indbetales senest d. 15. september 2024.

Da MobilePays gebyrer er blevet ændret, bedes I bruge ovennævnte konto til indbetalingen af kontingentet.

De bedste korhilsner

Den lille kassedame

Mie

Øvning torsdag d. 29/8

Kære allesammen

I morgen torsdag øver vi videre på “Overgir mig langsomt.” Husk at downloade noden, hvis du ikke har fået gjort det endnu.

Det er nok nødvendigt at øve en smule mere med det lille a cappella kor, som skal ud at optræde på fredag aften, så vi bliver nødt til at afsætte de sidste 20 minutter af aftenens øvetid til dem.

Alle andre er velkomne til at blive at høre på – eller gå lidt tidligere hjem.

Jeg glæder mig til at se jer allesammen i morgen.

Hilsen Lars

Så virker nodedownload igen!

Tak for jeres inputs i aftes til den nye hjemmeside.

Man ved aldrig helt, hvordan sådan noget fungerer, før der har været rigtig mange brugere på med forskellige computere og browsere.

Nu har jeg arbejdet med nodesiden igen, og det burde virke nu. Men sikker kan man jo aldrig være. IT er som bekendt en forkortelse for irriterende! 😉

Så er I søde at tjekke igen, om der kan opstå problemer med nodedownload? I skal ikke gøre andet end at trykke på download – knappen ved siden af titlen, så skulle det gerne virke.

Meld meget gerne tilbage, hvis der stadig opstår problemer. Og meget gerne med et screenshot af fejlmeddelelserne. Det gør fejlsøgningen meget nemmere.

Hav en dejlig aften.

Kh Lars

Ny sats til i aften d. 22/8 2024

I aften skal vi starte på en ny sats.

Nogle af jer har prøvet den før. Det er Line Groths fantastiske sats af Mads Langers “Overgir mig langsomt.”

På kortræffet med Line sang vi den i sin tid i en forenklet version. Her er den rigtige.

Det er som sagt en super god korsats – og så endda af én af de bedste danske sange fra de seneste 20 år.

Hent den på nodesiden.

Jeg glæder mig til det!

Husk, at den sidste halve time i aften er forbeholdt dem, der skal synge til sensommerarrangementet på næste fredag.

Vi ses i aften.

Velkommen til Skælskør Rytmiske Kors nye 2024 hjemmeside

Efter en periode med problemer med den gamle hjemmeside, som det ikke rigtig var muligt at løse, er vi nu glade for at kunne præsentere jer for en sprit ny.

Udseendet er nyt, navigationen er forenklet, og siden kræver ikke længere indmeldelse og login.

Kun nodesiden er password – beskyttet. Alt andet er umiddelbart tilgængeligt for alle.

Nyhederne ses på – ja “Nyheder” – og de nyeste indlæg kan altid ses i højre kolonne på alle sider på computere. (På mobiltelefoner i bunden.)

Udover dét bliver nyhederne selvfølgelig stadig delt i korets Facebook – gruppe.

Tag et kig rundt.

Vi håber, at I vil tage godt imod den.

Kh bestyrelsen